Som forventet var det ikke en adræt og energisk lille mis der net hoppede ud af sengen næste morgen. Det var en halvgammel mis, der har fanget for mange mus i sin levede tid, der vågnede og ikke helt vidste om det var værd at stige ud af sengen, eller om smerterne ville fortage sig, ved at blive liggende.
Nu havde jeg roet mig nogenlunde i form fra nul, fået sår, roet i nye både, roet alene, været fortabt, overlevet Syd Afrika indtil videre, ikke ødelagt Lis surfski – og så er det et freaking NYS der skal sætte en stopper for mig! Jamen altså!!!
Jeg kan mærke ryggen hele tiden. Lis giver mig en smertestillende blå pille og vi tager ud og går med hundene. Efter en halv times tid må jeg glad konstaterer overfor Lis at det virkelig hjælper at gå, hun svare lidt for hurtigt, og lidt for korrekt ’den smertestillende pille er begyndt at virke nu’.
Ganske rigtigt, omkring frokost begyndt det at værke i lænden igen. Jeg køber noget mere smertestillende. Jeg må få lagt en dæmper på den ryg inden i morgen!
I morgen skal det blæse. Det bliver stiv modvind i 17 km. Jeg er nervøs. Det må ikke gå galt. 32 km. Er ikke så langt. Men 17 km. I brutale forhold kan blive meget meget langt. Jeg vil ikke ødelægge mig selv, jeg vil ikke flå mine hænder op, jeg vil ikke svømme og være fortabt!
Kvalifikationstiden bliver lavet efter hvor hurtigt eliten ror på dagen, så de har bare at ro langsomt i morgen.
Jeg har købt en æblejuice jeg skal have med i en drikkepose. Min drikkepose er en pose jeg har i min redningsvest med et langt rør, jeg har i munden og dermed kan drikke uden at fiske efter drikkedunke. Jeg skal have en banan tapet på båden, måske en mysliebar. Det bliver starten, og de første 17 km. Der er afgørende. Vejen hjem er medvind – og forhåbentlig Downwind!
Jeg vil finde noget internet og nørde ruten på Google. Så kan i, i morgen finde ud af om jeg klarede det om jeg fik kvalificeret mit til Cape Point Challenge.
Ønsk mig held og lykke!
ENGLISH
As expected, it wasn't an agile and energetic little cat that just jumped out of bed the next morning. It was a half-old cat that has caught too many mice in its lifetime, waking up and not quite knowing whether it was worth getting out of bed, or whether the pain would subside, by lying down.
Now I had calmed down from zero in shape, had wounds, paddled in new boats, paddled alone, been lost, survived South Africa so far, hadn't ruined Lis surf skiing - and then it's a freaking SNEZZE that put a stop to me ! Oh well!!!
I can feel my back all the time. Lis gives me a painkiller blue pill and we go out and walk with the dogs. After half an hour, I must happily state to Lis that it really helps to walk, she responds a little too quickly and a little too correctly 'the painkillers have started to work'.
Quite right, around lunch, it started to heart in the lower back. I buy some more painkiller. I have to put it down before tomorrow!
Tomorrow it should blow stong wind and big waves!!! It gets stiff headwinds and sidewind for 17 km. I am nervous. It must not go wrong. 32 km. Is not that far. But 17 km. In brutal conditions can get very very far. I will not destroy myself, I will not rip my hands up, I will not swim and be lost!
The qualifying time is made by how fast the elite paddlers are during on the day, so they just have to calm down slowly tomorrow.
I bought an apple juice to bring in a drink bag. My drinking bag is a bag I have in my life jacket with a long tube that I have in my mouth and thus can drink without fishing for drinking cans. I should have a banana taped on the boat, maybe a muesli bar. It will be the start and the first 17 km. That is crucial. The way home is wind from behind - and hopefully Downwind!
Now, I will find some internet and nerd the route on Google. Then you can, tomorrow, find out if I managed to qualify for the Cape Point Challenge.
Wish me luck! I need it!