Behøver jeg at beskrive overfor nogen hvad der bringer op i en kajakroer, når de læser at morgenprogrammet er 6*2000meter? Det er ikke jubii, så meget kan jag da sige.
Jeg kan tillægge en ekstra faktor om den sø vi træner på kl. 05.30 alle hverdagsmorgener, udover der er lavt, tang og man kan fare vild – så blæser det helt vildt meget!
Vi skulle først ro over til nogle kanaler i en halv meter sidebølger. Så starter vi. Gruppen forsvinder ind på kanalerne, jeg triller med. Jeg bliver nød til at indstille noget på mit sæde, og så er alle væk. Jeg fare vild på kanalerne… Jeg gider ikke ro langsomme 2000 meter med mig selv, hvor mit eneste fokus bliver at være forvirret over hvor jeg ror.
Jeg må tage en dyb indånding. Skal jeg bare finde ind og hjem?
”Emma, du ved at lige nu så er det alle tag der gælder, alle kilometer gør dig godt. Du skal ikke tænke så meget over hvad du ror, du skal for helvede bare lige smile lidt, tælle til ti, og finde en god løsning, og vigtigt af alt RO…”.
Jeg fandt en lille rute på en af kanalerne på ca. 500 meter, så kunne jeg ro frem og tilbage.
Jeg vil slet ikke vide hvad træneren tænker om mig. Det er ikke så god stil at droppe gruppen og ro sit eget! Men han fandt mig da, da de andre var færdige og sagde at nu kunne jeg altså godt ro ind.
Jeg har fået så på lårene, der ikke vil hele, jeg har ikke mere hud på mit haleben, så kan ikke sidde lige på en stol. Jeg har fået vabler og sår på fingrene. Jeg har endnu ikke formået at ro en pas med Cape Town maraton holdet... jeg har ingen venner til træning. Jeg kan ikke følge med.
En Canadisk pige der er her, har lige fået stjålet alt hendes kajakudstyr i hendes bil. Hendes forældre har forlangt at hun skal tage hjem om få dage. De havde vist allerede inden hun tog af sted diskuteret sikkerheden hernede.
Jeg var også ude og handle. Selv i indkøbscentret så fik jeg uden opfordring et par ord med fra de ansatte at jeg altså skulle passe på. Ikke gå med musik i ørene, ikke gå alene rundt.
Hvorfor var det lige jeg tog herned?
ENGLISH
Do I need to describe to someone what it brings up in a kayaker when they read that the morning program is 6 * 2000 meters? It is not YES, so much can be said.
I can add an extra factor about the lake we are training at. 05.30 every weekday mornings, except for the low, seaweed and you can get lost - then it blows a lot wind!
We first had to paddle down to the channels in half a meter of side waves. Then we start. The group disappears into the channel. I have to fix something on my seat and then everyone is gone. I get lost on the canals… I do not bother slow 2000 meters with myself, where my only focus will be confused about where am.
I have to take a deep breath. Should I just go in and go home? “Emma, you know that right now, all the strokes, every kilometer makes you feel good. You don't have to think so much about what you do, you just have to smile a little, count to ten, and find a good solution, and most importantly, PADDLE… ”. I found a small route on one of the canals at approx. 500 meters, I could paddle back and forth. I don't want to know what the coach thinks of me at all. It is not so good to drop the group and paddle on your own! But he then found me when the others were finished and said that now I could well go back in.
I have got so many wound that will not heal, I have no more skin on my tailbone, so can not sit straight on a chair. I have had blisters on my fingers. I have yet to manage a pass with the Cape Town marathon team ... I have no friends for training. I can't keep up.
A Canadian girl here just got all her kayaking equipment stolen in her car. Her parents have demanded that she go home in a few days. I was also out shopping. Even at the mall I got a few words from the staff without request that I should take care of. ‘Don't go with music in your ears, don't walk around alone...’ Why did I just go down here?