Enhver anden havde givet op, hvis de havde siddet i min situation. Faldet i og prøvet igen. Heldigvis var hajerne langt ude af tankerne, men jeg ville virkelig gerne OP.
Jeg kom op på andet forsøg, selvom det virkelig ikke burde være muligt! Jeg får for første gang kigget mig lidt op. En mand fra mit startled har siddet og ventet i sin Surfski ved siden af mig, en anden dobbelt Surfski har også valgt at holde pause indtil jeg var oppe igen.
Jeg fik helt ro i maven. Hold da op hvor gjorde det mig glad og tryg. Jeg kom til at tænke på at de fleste af disse deltager er livreddere, af en eller anden form og det var virkelig rart at tænke på!
Angie er foran mig, men jeg får indhentet hende og passere forbi. Manden fra mit startled er kommet foran 'fag ham Emma!'.
Jeg begynder at få kvalme. Jeg får det seriøst dårligt, men kan trods det stadig ro. Jeg vil først holde pause, når jeg er på stille vand igen. Jeg er sulten. Kun 3 km. Til stille vand. Det går frygteligt langsomt.
Endelig, efter 35 km. Kan jeg åbne min Sneakers bar, tage en bid og ro imens jeg rykker og resten ligger på lårene. Ny bid, tykke, æble juice. Men fy føj jeg har kvalme, måske er der for meget salt i min æble juice? Omkring 15 km. Hjem. 'Er det bedst at kaste op nu, så jeg ikke har bræk på tøjet i mål? Eller skal jeg bare skynde mig over mål, smile og kaste op på stranden?'.
Jeg får indhentet manden fra mit startled, jeg har ikke set Angie eller nogle af de andre piger, de er langsomt drysset af.
Med tolv kilometer igen forsvinder kvalmen. Der er små sidebølger, jeg elsker at surfe på skrå og har godt flow. 'Så Emma, ikke fejre for tidligt, du kan stadig nå at gå kold'. 10 km. Tilbage, 5, 3. ' nu kan det ikke gå galt'.
Jeg laver verdens mest amatør målgang hvor bølgerne vender min ski på tværs af bølgerne. Men det kan være lige meget.
Jeg gjorde det! Jeg havde lige roet 52 km, haft en fest, haft det sjovt og jeg tror endda jeg blev nr. 5?