Starttidspunktet blev flyttet fra kl. 5:45 til 6:45. Og så endda flyttet til en strand tættere på hjem. Skønt.
Det går tjept ved ankomst. Båd af, vest på. En ven af familien, en Pernille fra Danmark var der som hjælper. Jeg elsker hjælpere! Det var så rart hun var der og kunne få mig sikkert gennem sikkerhedstjek; redningsvest, leach, Mobil med web tracking kørende - tjek.
Der var fem minutter mellem hver start, de første startede kl. 6:30. Vores start skulle frem. Vores start "one minut to start batch D". Vi gik ud i vandet, jeg fortsatte med at gå ud, der var en bølge linje der brækkede, jeg ville gerne nå at gå ud over den. "Ready go".
Vores startgruppe var ca. 25 personer. Jeg satte tempoet fra start. Alle lå på hænger af mig. 11,5 km/t. Nemt.
De første 40 minutter var det os fire damer som trak og satte tempo. Vi lå en en stor gruppe, herrerne bagved. Jeg tænkte tilbage på træningspassene på søen og tænkte at jeg måske skulle have gjort mig mere umage for at ligge i grupper og ro, for nu, med fladt vand gælder det om at suge sig fast til gruppen og ikke falde af.
Vi var snart tre damer tilbage med en lang hale af mænd. Vi holdt os ved kanten for at undgå sidevind.
Så kom tangskoven. Det hele blev lidt kaos. Jeg gjorde hvad jeg havde lært af Dawid. Find din vej igennem og ro hver gang en dønning skubber båden op over tangen.
Jeg kom bagerst i gruppen. Men det gjorde de andre damer også. Jeg får ikke spist efter 17 km. Som var min raceplan, men det er vigtigere at følge med gruppen.
Nu skulle vi over den store bugt. 9 km. Tværs over store modbølger, der bevæger sig forvirret rundt. Angie er foran mig. Jeg kan mærke vi ikke ror så hurtigt, men jeg har virkelig ikke lyst til at ligge derude alene og selv sætte en kurs. Jeg beslutter mig for at holde mig lige bag hende.
Vi nærmer os Cape Point, og der er et mylder af Surfski omkring os, men jeg kan ikke se den fandens gule bøje. Vi ror, og dønningerne viser tænder. Det er helt sikkert godt vi ikke skulle ro på den anden side af Cape Point i dag!
Jeg ser bøjen. Angie er foran mig, burde jeg prøve at overhæle? For at kunne sige jeg var første kvinde rundt om vendebøjen? Det er for meget arbejde, men i vendingen laver Angie en kæmpe bue, jeg laver en smart lille sag og kommer først rundt om bøjen.
Der er nu store meddønninger. Jeg er så glad for alle de Millers Run jeg lavede i ekstreme forhold!! Jeg får en dønning ca. 600 m. Efter vendebøjen, det er lidt satset. Dønningerne er så store at det er svært at ro hurtigt nok til at surfe på dem, dog giver de en godt skub, når det lykkes.
Jeg satser. Jeg bliver nervøs. Jeg falder i. Jeg har min væsketube i munden og føler jeg bliver kvalt i vand, jeg er he del mere forpustet en jeg troede og den sikkerhedsline jeg har om min ankel presser båden ned på siden. Jeg tjekker: jo, jeg har bølgerne i ryggen, men dønningerne giver mig ikke meget hjælp.
Jeg trækker vejret et par gange liggende i vandet, det var satans så forpustet jeg var.
Andet forsøg er bestemt ikke smukt, det er 100 fejlforsøg, jeg sidder knabt i båden, og alligevel er der noget i mig der siger, 'men Tænk nu hvis det lykkes?'.