Starten gik
Starten går mellem de to flag, og jeg burde kunne ro godt til i sidesurf og vinde en masse bølger. Men jeg ryster. Bølgerne er 2 meter høje og jeg forstår slet ikke at læse dem. Jeg ror bare. 5 km. Med rysten, uden rigtig at surfe og bådene passerer forbi mig. Jeg formår ikke at bruge bølgerne, båden vil ikke, jeg kan ikke, jeg er for utryg. Jeg ser de bedste ro væk i bølgerne og ved jeg kommer til at ligge lang langt efter resten af vejen.
5 km. Går og bølgerne begynder at komme mere bagfra, men stadig meget fra siden og fra over-det-hele. Man skal have fart for at fange en bølge, men hvis jeg fanger en bølge, bliver det oftest kun ved den éne bølge, jeg kan ikke sprinte til den næste. Båden vil ikke accelerere. Båden ligger sig endda med siden til bølgerne (begynderne i surfski ved hvad jeg taler om her) jeg roede som en jävla amatör!
Jeg må lave Nikki trikket som er at lave konkurrence mod bølgerne. 1-0 til EMMA, 2-0, .. 2-2. Giver mig selv point hvis jeg lykkes med noget, 0,5 point hvis jeg i det mindste ikke bliver overhælet af bølgen eller oversvømmet i bølgen. Jeg skal gøre mig umage for ikke at tænke for mange negative tanker, specielt hvis det er i stedet for at prøvet på at surfe det jeg faktisk kan.
Endelig efter 13 km. Begynder jeg at få flow. Det kan man også se på min GPS (efter løbet). Jeg ror meget bedre sprittider på anden halvdel. Bølgerne er også meget mere i samme retning. Det begyndte for første gang faktisk at være lidt sjovt derude. Jeg føler stadig ikke jeg kan ro som jeg plejer. Jeg kan ikke kopple så mange bølger af gangen, og båden går på skrå og fyldes med vand. Jeg så dog flere flyvefisk. Men de 9 km variere meget. Bølgerne kan være 2 meter på et stykke, så er de pludselig kun 0,5 meter på næste stykke. Vildt forvirrende. Ingen kontinuitet.
Da jeg når havnen går bølgerne amok igen, intet system. Bare en surfski der hopper lidt som den vil. Jeg er ved at være pænt træt og irriteret. Jeg kan mærke jeg går totalt i stå.
Lige inden havnen ser jeg oscar Chalupsky ligger samme sted som jeg, og en dame roet. INGEN skal overhæle mig på fladt vand! Jeg ror, men jeg kan mærke mine lunger har nået sit max. Der er helt klart både alt det psykiske stress og træthed der gør jeg ikke kan trække vejret ordentligt. Jeg får overhælet Oscar! Men dame roeren har mere tilbage til en slutspurt.
I mål
Jeg løber over målstregen og ved jeg ikke kan få ordentligt luft. Det er ikke noget alvorligt, bare normal omgang hyperventilering. Jeg finder en plads i sandet, sidder, har 100% ondt af mig selv. Jeg har ingen til at tage imod mig. Ingen til at skælde ud på, ingen til at give mig et kram og hjælpe mig videre. Jeg følte mig så ensom. De andre var stadig på vandet og jeg havde 0 overskud. Intet overskud til at tale med de andre. Bare 100% skuffet, frustreret og ked.
Jeg skal ALDRIG igen til et stort stævne uden at prøve banen før! Det er fuldstændigt spild af min tid. Jeg er virkelig god. Jeg er ikke verdens bedste bedste. Men på en god dag er jeg med om de sjove placeringer. Men det er man bare ikke, når man er O-løberen som kun fik kortet, men ikke kunne teste banen.
Jeg rejser mig op. Sandet er sindssygt varmt. Jeg kan slet ikke stå i det. Jeg kan ikke gå. Jeg får løbet til nogle mennesker, graver fødderne i sandet, tager mig mod til og beder dem om at hente en vand til mig. Han kommer med en sodavand og bliver lidt overrasket da jeg vælger at hælde den over mine fødder, så jeg kan gå ind under en palme. Hvad så nu? Alene uden sko? Jeg kan ikke hjælpe de andre, hvis de kom.
Jeg får fundet vores tasker og dermed klipklapper. Det er først der jeg kan smile og tage kontakt til andre mennesker.
Jeg finder min mobil. Min kæreste har skrevet ' Det er mega stærkt roet, det ligner en 10 plads på min tracking, smuk tid' og har sendt en screen shot af min tid 2:00:00. Han har fuldt med hele vejen, det ved jeg kan har. Og jeg havde brug for at vide at han så med, specielt når tingene ikke kørte som det skulle.
Hjemme i lejren
Da vi kom ind var der Siesta, så alt er lukket i nogle timer. Vi mødes alle sammen kl. 19.
Men det er faktisk rart at tænke et løb igennem, når det er som det er.
'Sometimes you win, sometimes you learn'.
Jeg har lært en masse i dag.
Jeg er glad for min 10. plads. Det er okay til mig. Jeg skulle bevise for mig selv at jeg kunne klare mig, trods dårlige odds (båd og forberedelse) og det gjorde jeg. Det er vagt at sige, men jeg ved at jeg, under de rette omstændigheder er bedre end det.
Jeg blev den hurtigste dansker, dvs. jeg også slog Peter, Mads og Sørens tid. Det er første gang jeg slår Peter, så det er også noget at være tilfreds med.
Nu er der 2 dages ferie tilbage, og vi skal bare ro, have det fedt og nyde Lanzarote!