14) DECEMBER - when you can't find words to a persons attitude to life

79083011_398523037538608_339753615583346688_n.jpg

I dag er det Ditlevs Fødselsdag, Hurra, Hurra, Huraaa.

Og når han hjem fra speciale går, så venter familien med stor bøf og en tår

og dejlig chokolade og kage til!

Min kæreste fylder 25år i dag <3 Jeg ved godt at man ikke bude tælle så meget ned til ting der sker i fremtiden, men hellere prøve at lave i nuet og glædes over det man har, specielt i en situation som denne. Men jeg er begyndt at tælle ned. Tælle ned til jeg skal se en sikkert regn deprimeret, bleg, langhåret, træt, travl, specialeskrivende kæreste med minimalt overskud og beskidte kopper på værelset, men jeg glæder mig, og jeg tæller ned!

Jeg skrev til Dawid Mocke. Dawid er en såkaldt Surfski guru. Han har selv roet på verdensklasse niveau, og det samme har hans kone Nikki, de driver Surfski School i Fish hoek og laver elearn kurser, coaching og mange andre ting. De bor i Fish Hoek, hvor alt surfski aktivitet er. Jeg har kendt Dawid siden jeg var Syd Afrika 2017, og ham og Nikki er simpelthen nogle af de bedste mennesker man kan møde, efter min mening.

Som altid blev min henvendelse taget godt imod, og jeg blev, sammen med Olli, Anders og en Englænder James inviteret på middag.

Jeg måtte indrømme min frustration over at ro på søen og Cape Point Challenge. Nikki gav sig god tid til at gennemgå de vigtigste tips og svare på vores spørgsmål. Jeg vidste godt Nikki var sej, som i virkelig virkelig sej. Men jeg blev stadig så imponerende over, hvor hjertevarm hun var og imponeret over hendes attitude. Hun fortalte at hun nogle gange leger en leg derude, til Cape Point Challenge, når hun er træt. En leg imod bølgerne. Fanger hun en bølge, hun ikke burde fange, får hun 1 point, og ditto til bølgerne. Det var en måde at holde sig fokuseret. Jeg kalder mennesker inspirerende, når de tænder noget i mig, der kan få mig til at stræbe højere. Jeg kan ikke sætte Nikki i ’Inspirerende’ boksen, for hendes tilgang var bare får imponerende til at kunne opnå. Men måske ville jeg en dag kunne lade mig inspirere, dog tog jeg de gode råd med og derefter lod jeg Nikki’s enestående personlighed stå som ’imponerende’, i hvert fald for nu.

Aftenen gik, og da vi skulle hjem tog Olli og Anders hjem. Min Surfski var bundet på Dawids bil, jeg sov i deres søns, Sams seng. For i morgen tidlig skulle jeg ud og ro kl. 05:15 – MEN!! Jeg skulle denne morgen ro på havet!

Det blev til 25 km. på havet den morgen, med en flok skønne mænd, en hyggelig tone og let modvind, sidevind og 10 km surf hjemad.

Dawid skulle ro 30km. den morgen. Han kom ind kort efter mig. Han havde nået at indspille en lille film ved fyrtårnet og stod og rullede sin fiskeline ind, da jeg kom ned til ham på stranden. For ja, han havde selvfølgelig haft en fiskeline med en 4 cm stor krog efter sig, i tilfælde af han lige kunne fange en fisk på vejen! 30km, i mod og medvind, en kæmpe fiskeline, filmoptagelse og komme hjem med udsevanligt overskud!

ENGLISH

Today is Ditlev's Birthday, Hurra, Hurra, Huraaa.

And when he goes home from a specialty, the family waits with a big steak and a ‘skål’

and lovely chocolate and cake!

My boyfriend turns 25 years old today <3 I know that you don't have to count as much for future things, but rather try to do in the present and be happy about what you have, especially in a situation like this. But I've started to count down. Count down until I see my probably rain depressed, pale, long-haired, tired, busy, special writing boyfriend with minimal excess and dirty cups in the room, but I'm looking forward and I'm counting down!

I wrote to Dawid Mocke. David is a so-called Surfski guru. He is a world-class level surfski paddler, as is his wife Nikki, they run Surfski School in Fish hoek and do elearn, school, coaching and many other things. They live in Fish Hoek, where all the surf skiing activity is. I have known Dawid since I was South Africa 2017 and him and Nikki are simply some of the best people you can meet, if you ask me.

As always, my request was well received and I, with Olli, Anders and an Englishman James were invited to dinner.

I had to admit my frustration at the tranquility of the lake and the Cape Point Challenge. Nikki took the time to review the key tips and answer our questions. I knew Nikki was cool, like in really, really cool, but I was still so impressed with how warm she was and impressed with her attitude. She said she sometimes plays a game out there, for the Cape Point Challenge when she's tired, against the waves. If she catches a wave she shouldn't catch, she gets 1 point, and ditto for the waves. It was a way to stay focused. I call people inspirational when they turn on something in me that can make me aspire higher. I can't put Nikki in the 'Inspirational' box, because her approach was just too impressive to achieve. But maybe one day I could be inspired, yet I took the good advice and then I left Nikki's unique personality as 'impressive', at least for now.

The evening went on and when we were going home Olli and Anders went home. My Surfski was tied to David's car, I slept in their son's, Sam's bed. For tomorrow morning I had to go out and paddle at. 05:15 - BUT !! I was going to be at sea this morning!

It turned into 25 km. on the sea that morning, with a bunch of chilled men, a nice attitude and light headwind, side winds and 10 km surf back home.

David was doing 30km. that morning. He came in shortly after me. He had managed to shoot a small movie at the lighthouse and was standing rolling his fishing line as I came down to him on the beach. Yes, of course, he had a fishing line with a 4 cm hook behind him, in case he could just catch a fish on the paddle! 30km, in courage and headwind, a huge fishing line, filming and coming home with extraordinary energy!

13) DECEMBER - NO more LAKE

79484375_492848178242490_2380297568664944640_n.jpg

Næste pas, 15 km steady – fandens opfindsom den træner?! Der går 10 minutter, mine ben sover. Er jeg allerede blevet så tyk? Så blodet ikke kan løbe ned til mine ben, fordi mine hofter sidder så stramt i båden? Jeg må hele passet sparke med benene i vendingen. Benene er kolde og sover. Jeg indser, det er min ryg der lukker af for blod – pokkers også. Jeg dropper at ro på havet om eftermiddagen, der blæser for meget.

Næste pas på søen er 4,3,2 og et minutters. Et pas jeg egentlig havde set frem til. Men jeg hader det. Jeg gider ikke den fåcking sø mere! Jeg ror altid på en sø derhjemme, men der ror jeg med mine bedste venner og veninder! Men her er ingen inklusion whatsoever. Jeg prøver ikke engang at følge med, min ryg hader mig, selvom jeg kun er på vandet i 45 minutter. Jeg bestemmer mig – jeg tager ikke et eneste tag til på den sø! Noget må laves om!!! Og det kan KUN gå for langsomt! Jeg bliver for alvor nød til at være Proaktiv – jeg er nød til at spørge om hjælp!

Jeg går til en fysioterapeut. Det hjælper nul og niks. Hvorfor har jeg så ondt? Men nu skal jeg forklare jer noget, som måske kun en kajakroer forstår. Ser i, jeg har nogle sponsor shorts jeg virkelig er glad for, de har noget neopren artigt på numsen men, i begge de både jeg bruger hernede er der skum på sædet. Det skum og mine shorts gør at jeg slet ikke kan rotere min numse i sædet og alt rotation kommer til at forgå i mine nederste lændehvirvler – giver det mening? Og det er absolut ikke noget der 1. er godt for en allerede lettere nedslidt ryg, eller for en ryg der pt. Er presset.

Jeg får mange ideer. Tage skummet ud, tape plastikposer på, jeg vælge den sidste – at ro med mine sommershorts udover, så jeg kan glide. Jeg afprøver min teori. Det hjælper. Min numse kan faktisk bevæge sig på sædet og ryggen har det bedre.

Men det laver ikke om på det faktum at jeg ikke tager et eneste tag mere på den sø! Jeg vil på havet! NU!

Danskerne er gået amok med at ligge billeder op på sociale medier af julestemning og hygge. Jeg kan mærke alle billeder bidder i mig. Jeg savner det. Jeg savner traditionerne derhjemme. Æbleskiver, juletræ, klippe klistre, glögg, julebagning, julebanko i kajakklubben, at bringe julestemning til personer jeg ikke ser så ofte, overraske mennesker jeg holder af og holde på hemmeligheder.

Jeg taler med Lis om det, og med Lennert, som er en Svensk mand, der bor hernede halvdelen af året, når Sverige er trist. Jeg er begyndt at indse at Danmark måske helt enkelt har brug for Jul, og juletraditioner for at overleve. Vinteren er så lang, mørk og regnfuld, så vi finder lyset i mørket med pebernødder og stearinlys, og så skal vi bare overleve januar og februar uden at blive alt for deprimerede.

Inden jeg tog af sted lavede jeg en pakkekalender til min kæreste. Og det gør mig glad hver dag at jeg ved han kan åbne en pakke hver dag, som forhåbentlig gør ham glad. Det er et ølbryggersæt pakket ind i små pakker, det kan jeg vist godt sige nu. Han har gættet det.

ENGLISH

Next training, 15 km steady - damn so innovative the coach is?! It takes 10 minutes for my legs to sleep. Am I already getting so thick? So the blood can't run down to my legs because my hips are so tight in the boat? I have to kick in every turn for my legs to not sleep to much. I realize it's my back that shuts off blood – Sh**. I skip to paddle at the sea in the afternoon, too much wind.

The next session on the lake is 4,3,2 minutes. A session I had really been looking forward to. But I hate it. I don't bother that freaking lake anymore! I always paddle on a lake at home, but there I paddle with my best friends! But here is no inclusion whatsoever. I don't even try to keep up, my back hates me even though I'm only on the water for 45 minutes. I decide - I won't take a single stroke on that lake again! Something needs to be change !!! And it can ONLY go too slow! I really need to be Proactive - I need to ask for help!

I go to a physical therapist. It helps zero and nothing. Why am I so hurt? But now I have to explain to you something that only a kayaker can understand. You see, I have some sponsor shorts I'm really happy about, they have some neoprene on the bum but, in both of the boats I use down here, there is foam on the seat. That foam and my shorts mean I can't rotate my butt in the seat at all and all the rotation is going to take place in my lower lumbar spine - does that make sense? And it is definitely not something that is 1. good for an already slightly worn back, or for a back there currently Is pressed.

I get a lot of ideas. Take out the foam, tape the plastic bags on, I choose the last one - to paddle with my summer shorts on an well so I can slip. I'm testing my theory. It helps. My butt can actually move on the seat and my back feels better.

But it does not change the fact that I do not take a single stroke on that lake anymore! I want to paddle the sea! NOW!

I seems like all Danes have gone crazy posting pictures on social media of Christmas mood and fun. I can feel all the pictures biting into me. I miss it. I miss the traditions at home. Apple slices, Christmas tree, cut stickers, glögg, Christmas baking, Christmas banko in the kayak club, bringing Christmas spitit to people I don't see very often, surprise people I love and keep secrets.

I talk to Lis about it, and to Lennert, who is a Swedish man who lives down here half the year when Sweden is sad. I have come to realize that Denmark may simply need Christmas, and Christmas traditions to survive. Winter is so long, dark and rainy, so we find the light in the dark with pepper nuts and candles, and then we just have to survive January and February without getting too depressed.

Before I left, I made a package calendar for my boyfriend. And it makes me happy every day that I know he can open a package every day, which hopefully makes him happy. It is a beer brewer's kit packed in small packages, I can say that now. He has guessed it.

12) DECEMBER - Lagkage

74285490_468043280512826_2301844789798109184_n.jpg

Jeg er lige kommer ind og fået tørt tøj på efter den sidste runde af Cape Point Challenge Qualifier.

 En mand spørger Pete om kvalifikation. ’everyone who made it to the finish today, have qualifired’

 Jeg gjorde det! Jeg skal ro Cape Point Challenge 2019! FÅCK!

Jeg skal have mere energi i min drikke næste gang, jeg havde stort set ikke drukket noget. Jeg skal lave lige så meget vaseline i nummi. Jeg skal sætte mig langt mere ind i ruten. Mange af de andre havde udnyttet bølgerne langt bedre end jeg til løbet, jeg havde bare ikke overskud til at se det.

Om aftenen holder vi fødselsdag for Lis. Det er den lækreste grill/bål middag med super søde mennesker, alle sammen fra kajakklubben. Jeg har lavet en lagkage med fersken, banan og kiwi. Alle elsker den. Jeg kan mærke jeg hellere må se at komme i gang med mit julebag, det lader til at bagning er værdsat!

Dagen efter Cape Point Challenge Qualifier er træningsfri dag! Ryggen er øm igen. Der er så mange ting der skal forbedres inden Cape Point Challenge. Jeg føler slet ikke jeg har tid til at holde fridag!

 Jeg må bruge dagen på noget der gør mig godt.

 Jeg må huske mig selv på at jeg nu er kvalificeret! Jeg gjorde det!

 Jeg, Emma Broberg, skal ro Cape Point Challenge 2019!

 Hvordan kan jeg så gøre så at det går godt? Og så jeg ikke skal ro 52 kilometer som en meget stor sæk kartofler!


ENGLISH
I just came in and got dry clothes on after the last round of the Cape Point Challenge Qualifier.

 A man asks Pete for qualification. 'Everyone who made it to the finish today has qualified'

I did it! I have to go Cape Point Challenge 2019! FÅCK!

I need to have more energy in my drink next time, I had pretty much not been drinking anything. I have to have just as much vaseline in nummi. I need to know far more about the route. Many of the others had taken advantage of the waves far better than I did for the 25 k-, I just didn't have the energy to see it.

In the evening we hold a birthday for Lis. It's the most delicious barbecue / bonfire dinner with super sweet people, all from the kayak club. I made a danish layer cake with peach, banana and kiwi. Everyone loved it. I feel I should rather get started with my Christmas bacing, it seems that baking is appreciated!

The day after the Cape Point Challenge Qualifier is training-free day! My back is sore again. There are so many things to improve before the Cape Point Challenge. I don't even feel like I have time to spend time off!

 

I have to spend the day on something that does me good.

I have to remind myself that I am now qualified! I did it!

I, Emma Broberg, Must Go Cape Point Challenge 2019!

 How can I do well? And so I don't have to go 52 miles like a very big bag of potatoes!

11) DECEMBER - A bag of potatoes

79535716_2744508302237707_8960522327557144576_n.jpg

Op og afsted. Det blæser, det blæser helt vildt! Ingen siger noget, hverken i bilen eller i kajakklubben. Jeg tror ikke der er noget man behøver tale om. Min ryg har det bedre. De der smertestillende er helt klart noget der skal med hjem! Jeg har tjekket ruten ud. 17km. Til vendingen. Og så flyver du hjem! Anders kommer løbende. ’Emma, vi skal kun ro til Millers Point!’ at vi skal vende ved Millers point gør at vi slipper for omkring 3 km i stiv modvind! ’du skal nok klare den’.

Tro det eller ej, så står vi måske 80 både klar til tredje og sidste runde af kvalifikation til Cape Point Challenge. Nogen er allerede kvallet og gør det kun for træningens skyld.

Starten går. Jeg kigger frem og ser en kæmpe bølge, det sidste jeg gider at starte med er at blive tævet af en bølge fra start, få min kajak over mig, slå mig. Så her står jeg. Nu, nej, nu, nej, alle er kommet i deres båd. NU!  

En toer kajak er faldet i tæt på stenene, jeg kan ikke hjælpe, jeg passerer. En mand er på vej tilbage, en af dem der allerede nu har tænkt, Nejtak, da han kom rundt om hjørnet.  

Jeg kommer rundt om pynten og så kom de. 1,5 meter høje sidebølger. Jeg overhaler, fordi jeg startede bagerst. Det er godt, de andre kajakker ligger som små bøjer og viser mig hvor jeg skal hen. Det går fint, jeg ved det er meningen at Pete vil tjekke om vi kan ro i sidebølger, og det skal jeg da love for vi fik. Toer kajakken der var faldet i kommer susende forbi. Det er Lis og Træneren Pete – LOL. Jeg smiler lidt, men misunder den fart de passerer mig i. Endelig kom vi ind i havnen, alt er stille og hyggeligt, folk småsnakker og griner. Men jeg ved hvad der venter.

Vi vender rundt om molen, jeg havde forventet modvind. Det fik jeg. Men jeg havde glemt hvad moler gør imod bølger, de reflekterer dem tilbage. Kaos! Bølgerne kommer fra ALLE retninger. Jeg har faktisk fint styr på det. Jeg paddler.

Og paddler. Nu er det modvind, men bølgerne er ikke lige forfra, der er lidt irriterende. Jeg paddler. 6-8 km/t. Jeg kan se at nu er det mig der bliver overhælet, hvorfor ror jeg ro så langsomt? 

Endelig, vendebøjen. Nu, surf. Men der kom aldrig surf. Jeg fik intet flow. Et stort hvidt skib var for tæt på. Jeg bildte mig selv ind at det var Træneren Pete der havde sendt den ud, for at spionere og se hvor dårlig jeg var, eller at det var et piratskib der ville kidnappe mig. Intet af det flow jeg havde få dage før var der nu. Jeg roede bare i bølgerne, fik dem over mig. Jeg faldt i vandet, men kom hurtigt op igen. Alle der var omkring mig forsvinder. Jeg mister så meget tid! Jeg kommer ikke til at kvalificerer mig. Jeg er ved at tude, men jeg må lige tage mig sammen og vente med tudetur, til jeg er kommet ind.  

Hvorfor smiler folk til mig når jeg kommer ind? Jeg har lige roet mine langsomste 25 km. Kilometer nogensinde og halvdelen af dem roede jeg som en pose kartofler. 

 

ENGLISH
Up and off. It blows, it blows absolutely crazy! No one says anything, either in the car or in the kayak club. I don't think there's anything you need to talk about. My back is better. The painkillers are definitely something to take with me home with! I checked out the route. 17km. before the turn. And then you fly home! Anders is coming continuously. 'Emma, ​​we only have to paddle down to Millers Point!' Turning at Millers Point means we will have to escape about 3 km in stiff headwinds! 'You can do it'. 

Believe it or not, we may have 80 both ready for the third and final round of qualifying for the Cape Point Challenge. Someone is already qualified and doing it only for the sake of training.

The start goes. I look forward and see a huge wave, the last thing I bother to start with is being hit by a wave from the start, get my kayak over me.. So here I am, while everyone is already paddling. Now, no, now, no, everyone has come in their boat. NOW! 

A double kayak has fallen in close to the rocks, I can't help, I'm passing. A man is on his way back, one of them who has already thought, NO, when he came around the corner. 

I come around the corner and then they come. 1.5  meter high side waves. I pass people because I started at the back. It's good, the other kayaks are like little buoys and show me where I'm going. I'm fine, I know it's meant for Pete to check if we can paddle nin side waves, and I have to promise you thart is was what we did. The double kayaks that had fallen in come rushing past. It's Lis and the coach Pete - LOL. I smile a little, but envy the speed they pass me by. Finally we entered the harbor, everything is quiet and cozy, people chatter and laugh. But I know what's waiting.

We turn around the pier I was expecting headwinds. I got that. But I had forgotten what a wall does to waves, they reflect them back. Chaos! The waves come from ALL directions. In fact, I'm fine with it. I'm paddling.

And paddle. Now it's headwind, but the waves are not straightforward, which is a bit annoying. I'm paddling. 6-8 km / h. I can see that now it is me who is being past by, why do I paddle so slowly? 

Finally, the turn. Now, surf. But surfing never came. I got no flow. A large white ship was too close. I imagined it was Coach Pete who had sent it out to spy and see how bad I was, or that it was a pirate ship that would kidnap me. None of the flow I had a few days before was there now. I just paddled  the waves, got them over me. I fell into the water but quickly got back up. Everyone around me disappeared. ‘I am losing so much time! I'm not going to qualify’. ‘I'm about to cry,  but I just have to paddle, I can Cry when I get in.

Why do people smile at me when I come in? I just came in from my slowest 25 km. Ever. 25 k. and I Paddled just like ‘a bag of potatoes’ as we would say in Denmark.

10) DECEMBER - Tomorrow I have to Qualify for CPC2019

79698227_2358210504489227_3760689036713263104_n.jpg

Som forventet var det ikke en adræt og energisk lille mis der net hoppede ud af sengen næste morgen. Det var en halvgammel mis, der har fanget for mange mus i sin levede tid, der vågnede og ikke helt vidste om det var værd at stige ud af sengen, eller om smerterne ville fortage sig, ved at blive liggende.

Nu havde jeg roet mig nogenlunde i form fra nul, fået sår, roet i nye både, roet alene, været fortabt, overlevet Syd Afrika indtil videre, ikke ødelagt Lis surfski – og så er det et freaking NYS der skal sætte en stopper for mig! Jamen altså!!!

Jeg kan mærke ryggen hele tiden. Lis giver mig en smertestillende blå pille og vi tager ud og går med hundene. Efter en halv times tid må jeg glad konstaterer overfor Lis at det virkelig hjælper at gå, hun svare lidt for hurtigt, og lidt for korrekt ’den smertestillende pille er begyndt at virke nu’.

Ganske rigtigt, omkring frokost begyndt det at værke i lænden igen. Jeg køber noget mere smertestillende. Jeg må få lagt en dæmper på den ryg inden i morgen! 

I morgen skal det blæse. Det bliver stiv modvind i 17 km. Jeg er nervøs. Det må ikke gå galt. 32 km. Er ikke så langt. Men 17 km. I brutale forhold kan blive meget meget langt. Jeg vil ikke ødelægge mig selv, jeg vil ikke flå mine hænder op, jeg vil ikke svømme og være fortabt!

Kvalifikationstiden bliver lavet efter hvor hurtigt eliten ror på dagen, så de har bare at ro langsomt i morgen. 

Jeg har købt en æblejuice jeg skal have med i en drikkepose. Min drikkepose er en pose jeg har i min redningsvest med et langt rør, jeg har i munden og dermed kan drikke uden at fiske efter drikkedunke. Jeg skal have en banan tapet på båden, måske en mysliebar. Det bliver starten, og de første 17 km. Der er afgørende. Vejen hjem er medvind – og forhåbentlig Downwind! 

Jeg vil finde noget internet og nørde ruten på Google. Så kan i, i morgen finde ud af om jeg klarede det om jeg fik kvalificeret mit til Cape Point Challenge. 

Ønsk mig held og lykke!

 

ENGLISH
As expected, it wasn't an agile and energetic little cat that just jumped out of bed the next morning. It was a half-old cat that has caught too many mice in its lifetime, waking up and not quite knowing whether it was worth getting out of bed, or whether the pain would subside, by lying down.

Now I had calmed down from zero in shape, had wounds, paddled in new boats, paddled alone, been lost, survived South Africa so far, hadn't ruined Lis surf skiing - and then it's a freaking SNEZZE that put a stop to me ! Oh well!!!

I can feel my back all the time. Lis gives me a painkiller blue pill and we go out and walk with the dogs. After half an hour, I must happily state to Lis that it really helps to walk, she responds a little too quickly and a little too correctly 'the painkillers have started to work'.

Quite right, around lunch, it started to heart in the lower back. I buy some more painkiller. I have to put it down before tomorrow!

Tomorrow it should blow stong wind and big waves!!! It gets stiff headwinds and sidewind  for 17 km. I am nervous. It must not go wrong. 32 km. Is not that far. But 17 km. In brutal conditions can get very very far. I will not destroy myself, I will not rip my hands up, I will not swim and be lost!

The qualifying time is made by how fast the elite paddlers are during on the day, so they just have to calm down slowly tomorrow.

I bought an apple juice to bring in a drink bag. My drinking bag is a bag I have in my life jacket with a long tube that I have in my mouth and thus can drink without fishing for drinking cans. I should have a banana taped on the boat, maybe a muesli bar. It will be the start and the first 17 km. That is crucial. The way home is wind from behind - and hopefully Downwind!

Now, I will find some internet and nerd the route on Google. Then you can, tomorrow, find out if I managed to qualify for the Cape Point Challenge.

Wish me luck! I need it!

9) DECEMBER - Seadog

78978274_436663440600059_3223892968813363200_n.jpg

Seadog er navnet på det løb der afholdes hver uge fra Fich Hoek. Det går under sloganet – SeaDog – Never Canselled – for det har det aldring. Uanset hvor vildt eller fladt det er, så ror minimum 80 roere af sted på en 6-7 km. Lang rute. Folk kommer fra hele området, med deres surfski på taget og er klar til start. Kl. 17:50 er en meget kort breafing om ruten, kl. 18.00 går starten.  

Jeg ror i Lis Surfski hernede, og det bliver den jeg forhåbentlig kommet til at ro i til Cape Point Challenge. Det går lidt vuldt for sig når omkring 100 surfski kæmper sig rundt samtidigt på en relativt lille rundbane – specialt mændene kan være nogle rigtige røvhuller!”

Jeg ville passe på Lisas båd, så vi aftale jeg bare skulle tage det stille og roligt og ikke komme i kampolage med de andre.

Jeg er på vej ud til starten, har ikke rigtig tænkt mig at varme op. Havet er koldt. Jeg ville ønske jeg havde neopren bukser med! Jeg kan pludselig mærke et nys komme. Det går ikke at holde tilbage og jeg får sendt mit nys af sted – lige ned i min lændehvirvel, let til venstre side. JATAK – Velkommen til livet der starter ved 30 år! Ja, jeg fik lige trykket en disk fordi jeg nøs! Og det gør ondt. Jeg kan ikke bøje mig ned uden det er relativt ubehageligt.

Det er ikke første gang jeg har ondt i ryggen. Jeg ved jeg godt kan ro. Jeg kan bare ikke samle mønter op fra gulvet.

Starten skal til at gå. Jeg indser noget. Fortrækker jeg at tage det roligt i starten og dermed ro med alle amatører der ikke kan ro? Eller vil jeg komme godt afsted og dermed ro med alle dem der faktisk kan ro? Jeg er jo faktisk ret godt til at ro kajak? Vil jeg være ’pro’ eller ’joe’ i dag?

Der er et minut til start. Folk begynder at gå ud i vandet med deres surfski ved siden af sig. Jeg kan se hvordan mændene går længere og længere ud. Nu går vandet til knæene, til låret til hoften, der er ikke mange der trækker med ud, men jeg gør. De tæller ned til starten, jeg ser elite herrerne begynde at ro, jeg prøver at tyvstarte lige så meget som dem.

Der skal ros 5 runder. Jeg er godt med. Der er ingen bølger i dag, det er piv medvind, piv sidevind, piv modvind. Jeg ser en kvinde foran mig. Jeg jeg allerede se at jeg kommer til at være stærkest i modvinden, jeg skal bare holde mig tæt på hende hele vejen. Men hun trækker fra. Dog ikke mere end jeg får hende indhentet igen. Der er snart kun én runde tilbage. Femte runde ror i fuld forspring. Først i sidevind, så i medvind og så kom det der blev den altoverskyggende strækning. De ca. 400 meter i stiv, piv, rasende modvind, hvor det føltes som om alle andre både stod stille og jeg susede forbi dem og fik hoppet ud af min kajak på stranden og løbet op i mål.

Resultatlisten sagde det hele. Jeg var faktisk den første kvinde i mål den dag! Og det skal siges at man kommer ikke først til Seadog, hvis man ikke er virkelig god til at ro kajak. Da jeg var her for to år siden, kunne jeg knapt drømme om at komme først på podiet, og nu var jeg første kvinde i mål, og nr. 10 i mål af alle surfski på dagen.

Hjemme hos familien Hart fik vi aftensmad. Jeg måtte hurtigt kapitulerer. Men ryg gjorde helt vildt ondt. Det havde den nærmest gjort siden jeg steg ud af båden. Det var ikke for sjov! Der her er alvorligt!  

 

ENGLISH
Seadog is the name of the race held every week from Fich Hoek. It goes under the slogan - SeaDog - Never Cancelled - because it hasnt. No matter how crazy or flat it is, at least 80 paddlers go on a 6-7 km. Long route. People come from all over the area, with their surf skiing on the car roof and ready to go. Kl. 17:50 is a very short breafing about the route. The start is 6 pm.

 

I row in Lis Surfski down here, and it will be the one I hopefully come to race in for the Cape Point Challenge. It is a little crazy when about 100 surf skis are paddling around at the same time on a relatively small lap - especially the men can be some real assholes! ”

I wanted to take care of Lis's boat, so we agreed I should just take it easy and not get into a collision with the others.

 

I'm on my way to the start, not really going to warm up. The sea is cold. I wish I had neoprene pants! I suddenly feel a sneeze coming. It's impossible to hold back and I sent my sneeze away - straight down my lumbar, slightly to the left. YES - Welcome to the life that starts at 30 years! Yes, I just pressed a disc because I sneeze! And it hurts. I can't bend down without it being relatively uncomfortable.

 

This is not the first time I have a back pain.

The start is going to go. I realize something. Do I prefer to take it easy at first and paddle with all amateurs who can not paddle? Or do I want to get away with all those who can actually paddle? After all, I'm actually pretty good at paddling? Do I want to be 'pro' or 'joe' today?

 

There is a minute to start. People start going out into the water with their surfski next to them. I can see how the men are going further and further. Now the water goes to the knees, to the thigh to the hip, there aren't many who pull out, but I do. They count down to the start, I see the elite men start to paddle, I start!

 

5 rounds. I am good with it. There are no waves today, it's wind from the back, the side, then headwind. I see a woman in front of me. I already see that I'm going to be strongest in the headwind, I just have to stay close to her all the way. But she pulls off. However, no more than I get her caught up again. Only one round will be left soon. Fifth round i pass her than full lead. First in side winds, then in downwind and then came what became the all-encompassing stretch. The approx. 400 meters in stiff  furious headwind, where it felt as if everyone else was standing still and I rushed past them and jumped out of my kayak on the beach and reached the finish line.

 The results list said it all. I was actually the first woman in goal that day! And it must be said that you do not come to Seadog first place if you are not really good at paddling. When I was here two years ago, I could hardly dream of getting first on the podium, and now I was the first woman and # 10 all surf skiing on the day.

 At the Hart family we had dinner. I had to capitulate quickly. My back hurt completely wild. It had practically done since I got off the boat. It wasn't for fun! This is serious!

8) DECEMBER - The ONE Golden Session

79352566_574497273367268_8561483564695158784_n.jpg

Kl. er igen 05:30 og vi skal ro 15 km. Steady. Søen er blank – ikke en vind rør sig! Jeg er allerede lykkelig! Lis har set at jeg er et godt trækæsel. ’Emma, kom her, vi behøver ikke starte med de andre’. Vi starter urene, Lis ligger sig ind på en hænger, som var vi en cykelhold der ligger på hjul. Efter 3 km. Kommer Schrimp også med på en hænger. Og sådan bliver vi ved i 5 km. Jeg trækker 3*5 km. Teknikken kører, flow i båden, godt tempo. Der er god stemning. Jeg laver nogle søde vendinger, så mine to sugemaller let kan følge med, og hvis de falder af, overhælder jeg på siden af dem, så de kan komme op på min bølge igen.

 Efter 5 halvtræls pas, så skete det jeg havde ventet på. At jeg havde fået nok tag i min kajak så pludselig var flow og fart tilbage. Jeg tror det kan sammenlignes med at begynde at løbe igen, efter langs pause. Det tager nogen pas, men pludselig en dag, så føles det vare lækkert igen.

 Om eftermiddagen ror Anders og jeg en Downwind, der hedder Millers Run. Millers Run er en meget kendt rute hernede, fordi der næsten altid er Downwind. Downwind betyder at man ror med bølger og vind i én retning, og at man bruger bølgerne til at surfe på hele vejen. Jeg er slet ikke i tvivl om at det blæser derude. Jeg er nevøs! Anders er prof. Jeg kan mærke at han også tror jeg er det så han er vist lidt uforstående over mine nerver. Olli hjælper mig ud i vandet, så jeg ikke ender med at falde på stenene og rulle rundt med en kajak over mig. Jeg pisker derudaf, ud imod Miller Rock, der ruten starter. Jeg ror som bare pokker, der er kæmpe sidebølger og vindstød. ’kom nu Emma, du kan godt der her!’.

 Jeg vender rundt om stenen og ser bølgerne banke imod den med stor kraft.

GO! Jeg tager første bølge. Resten er irrelevant. Jeg surfer. Det er så perfekt, båden er god, det er sjovt. Jeg kigger et par gange på min GPS når jeg engang imellem virkelig suser afsted 22,2 km/t.  

For to år siden er jeg sikker på mig mål var at komme under 60 minutter. Jeg havde lige roet den på omkring 55.

Tak Anders, og tak for at fiske mig op fra stranden!

 Hjemme hos familien Hart arbejdes der på julestemningen! Der er købt ind til brunkager og Luciabullar. Jeg har lavet en julekalender til Fam. Hart med et dansk ord, der er jule relateret og derefter en sætning med ordet. Fam hart. Er nemlig meget motiverede for at øve deres dansk. Lis har vist sig at være god til at folde de julestjerne strimler jeg haar taget med! Og jeg har fundet ud af, at hvis jeg synger julesange, så bliver jeg faktisk lidt i julestemning.

 ENGLISH


Kl. is again 05:30 and we have to paddle 15 km. Steady. The lake is blank - not a wind! I'm already happy! Lis has seen that I am a good to paddle the steay tempor. 'Emma, ​​come here, we don't have to start with the others.' We start, Lis lies on a my wash, as if we were a bicycle team on wheels. After 3 km. Schrimp also comes on the wash. And that is how we stay for 5 km. I draw 3 * 5 km. The technique is good, flow in the boat, good pace. There is a good atmosphere. I make some sweet turns so my follower can  easily follow, and if they fall off, I padlle on the side of them so they can come up on my wave again.

After 5 trainings with no flow, then it happened.  Suddenly the flow and speed were back. I think it can be compared to starting to run again, after the long break. It takes some running sessions, but suddenly one day, it feels good.

 

In the afternoon, Anders and I paddle a Downwind called Millers Run. Millers Run is a very well-known route down here, because there is almost always Downwind. Downwind means that you paddle with waves and wind in one direction, and that you use the waves to surf all the way. I have no doubt it is blowing out there. Olli helps me out into the water so I don't end up falling on the rocks and rolling around with a kayak. I whip out towards Miller Rock, the route starts. I paddle, there are giant side waves.. 'Come on Emma!'. I turn around the stone and see the waves knock against it with great force. BARK! I'll take the first wave. The rest is irrelevant. I'm surfing. It's so perfect, the boat is good, it's fun. I take a look at my GPS a couple of times when sometimes I really go off 22.2 km / h. Two years ago, I'm sure my goal was to get under 60 minutes. I had just done it in about 55. Thanks Anders, and thank you for helping me up from the beach!

 

At the Hart family they work on the Christmas mood! Stuff for baking Brunkager and Luciabullar have been purchased. I made a Christmas calendar for Fam. Hart with a Danish word that is Christmas related. Fam hart. They are very motivated to practice their Danish.

7) DECEMBER - why can I do this??????

78486763_790936918005067_7071318762695163904_n.jpg

Okay Emma, hvorfor er du her?

 Jeg bliver nød til at lave en liste, en liste der skal give mig troen på at Cape Town Challenge projektet er en god idé. 

 Listerne: 
Hvorfor kan jeg gennemføre?
Fordi jeg har roet i 20 år, jeg er ikke i form nu men jeg er altid lidt i form.
Fordi min krop har det fint med at ro langt
Fordi jeg ikke er bange for havet
Fordi jeg er god til at være rolig og positiv

 Hvad kan gøre jeg ikke gennemføre?
Jeg slet ikke kvalificerer mig!
Jeg bliver syg op til løbet 
Rorlinen knækker
Skulderproblemer
(Haj angreb)
Båd går i stykker
Jeg bliver syg
Jeg bliver bange for havet
Jag fare vild
Jeg skal redde en anden op, og derfor må opgive mit eget løb
Jeg er for langsom og bliver taget ud og løbet

 Hvad får jeg med uanset hvad?
Et tur eller to til Table Mountain
Træne i træningsgruppe med eliten i Cape Town
Bo og møde en ny familie
Opleve jul i Syd Afrika
Spise verdens bedste banan muffins
Min kæreste får ro til at skrive speciale
Ro Cape Point Challenge

 Er der noget jeg har glemt?

 

ENGLISH
Okay Emma, ​​why are you here?

 I have to make a list, a list that will give me the belief that the Cape Town Challenge project is a good idea.

 The list:

Why can I?
Because I've been paddling for 20 years, I'm not in shape now but I'm always a bit in shape.
Because my body is fine with paddling long
Because I'm not afraid of the sea
Because I'm good at being calm and positive

What can I not do?
I don't qualify at all!
I'm getting sick for the race
The rother breaks
Shoulder Problems
(Shark attack)
Boat breaks
I'm getting sick
I get scared of the sea
I'm getting lost
I have to save someone else and have to give up my own race
I'm too slow and get taken out

 What do I get with whatever?
A walk or two to Table Mountain
Workout in training group with the elite in Cape Town
Stay and meet a new family
Experience Christmas in South Africa
Eat the world's best banana muffins
My boyfriend gets calm to write a thesis
Starting the race at Cape Point Challenge

Is there anything I forgot?

6) DECEMBER - 6*2000 meter

79763404_2192292064400703_987236423834796032_n.jpg

Behøver jeg at beskrive overfor nogen hvad der bringer op i en kajakroer, når de læser at morgenprogrammet er 6*2000meter? Det er ikke jubii, så meget kan jag da sige.

Jeg kan tillægge en ekstra faktor om den sø vi træner på kl. 05.30 alle hverdagsmorgener, udover der er lavt, tang og man kan fare vild – så blæser det helt vildt meget!

 Vi skulle først ro over til nogle kanaler i en halv meter sidebølger. Så starter vi. Gruppen forsvinder ind på kanalerne, jeg triller med. Jeg bliver nød til at indstille noget på mit sæde, og så er alle væk. Jeg fare vild på kanalerne… Jeg gider ikke ro langsomme 2000 meter med mig selv, hvor mit eneste fokus bliver at være forvirret over hvor jeg ror.

 

Jeg må tage en dyb indånding. Skal jeg bare finde ind og hjem?

”Emma, du ved at lige nu så er det alle tag der gælder, alle kilometer gør dig godt. Du skal ikke tænke så meget over hvad du ror, du skal for helvede bare lige smile lidt, tælle til ti, og finde en god løsning, og vigtigt af alt RO…”.

 

Jeg fandt en lille rute på en af kanalerne på ca. 500 meter, så kunne jeg ro frem og tilbage.

 

Jeg vil slet ikke vide hvad træneren tænker om mig. Det er ikke så god stil at droppe gruppen og ro sit eget! Men han fandt mig da, da de andre var færdige og sagde at nu kunne jeg altså godt ro ind.

 

Jeg har fået så på lårene, der ikke vil hele, jeg har ikke mere hud på mit haleben, så kan ikke sidde lige på en stol. Jeg har fået vabler og sår på fingrene. Jeg har endnu ikke formået at ro en pas med Cape Town maraton holdet... jeg har ingen venner til træning. Jeg kan ikke følge med.

 

En Canadisk pige der er her, har lige fået stjålet alt hendes kajakudstyr i hendes bil. Hendes forældre har forlangt at hun skal tage hjem om få dage. De havde vist allerede inden hun tog af sted diskuteret sikkerheden hernede.

 

Jeg var også ude og handle. Selv i indkøbscentret så fik jeg uden opfordring et par ord med fra de ansatte at jeg altså skulle passe på. Ikke gå med musik i ørene, ikke gå alene rundt.

 

Hvorfor var det lige jeg tog herned?

 

ENGLISH

Do I need to describe to someone what it brings up in a kayaker when they read that the morning program is 6 * 2000 meters? It is not YES, so much can be said.

I can add an extra factor about the lake we are training at. 05.30 every weekday mornings, except for the low, seaweed and you can get lost - then it blows a lot wind!

 

We first had to paddle down to the channels in half a meter of side waves. Then we start. The group disappears into the channel. I have to fix something on my seat and then everyone is gone. I get lost on the canals… I do not bother slow 2000 meters with myself, where my only focus will be confused about where am.

I have to take a deep breath. Should I just go in and go home? “Emma, ​​you know that right now, all the strokes, every kilometer makes you feel good. You don't have to think so much about what you do, you just have to smile a little, count to ten, and find a good solution, and most importantly, PADDLE… ”. I found a small route on one of the canals at approx. 500 meters, I could paddle back and forth. I don't want to know what the coach thinks of me at all. It is not so good to drop the group and paddle on your own! But he then found me when the others were finished and said that now I could well go back in.

 

I have got so many wound that will not heal, I have no more skin on my tailbone, so can not sit straight on a chair. I have had blisters on my fingers. I have yet to manage a pass with the Cape Town marathon team ... I have no friends for training. I can't keep up.

 A Canadian girl here just got all her kayaking equipment stolen in her car. Her parents have demanded that she go home in a few days. I was also out shopping. Even at the mall I got a few words from the staff without request that I should take care of. ‘Don't go with music in your ears, don't walk around alone...’ Why did I just go down here?

 

5) DECEMBER - My Danish - South African Family do not gain weight in December

78855915_739829049760869_188816864095240192_n.jpg

I september 2019 var jeg og 13 andre til VM i surfski. En U23 roer var kommet ind på det danske landshold fra højre. En Anders Hart, en syd afrikansk og dansk statsborger der stillede op for Danmark til VM. 

Det var egentlig meningen at Anders Hart og jeg skulle ro toer surfski til VM. Og vi skulle derfor ud og øve os lidt, men lige inden vi gik ud fandt vi ud af at Anders ikke kunne nå løbet, fordi han skulle flyve tidligt den lørdag og starten ville gå kl. 14. Jeg måtte jeg finde en anden makker… 

 Men, vi besluttede, trods den negative nyhed at vi ville hyggero en tur alligevel. Og sådan skete det, at Anders Hart bor i Cape Town, han har roet Cape Point Challenge flere gange, og skulle gøre det igen. Og jeg kunne, hvis jeg ville, komme og træne og bo hos ham og hans familie! 

Og sådan gik det til at jeg pludselig havde et sted og bo i Cape Town og nogen at træne med.  

Så her bor jeg. Med Anders Hart, hans lillebror Olli, hans mor Lis, far Rob, to hunde og to katte. 

Vigtigst - Jeg vidste nu at jeg ville komme ned til en sikker base. Et hjem som ville passe på mig.

Pis og Lort også - De holder ikke jul!

Jeg er en ret stor julefan. At vågne første december gør mig en lille smule glad.  

Jeg har en klar forventning om at jeg nok skal få min julestemning selvom jeg er i Syd Afrika. Jeg holder jo bare jul som de gør her. De har sikkert nogen andre juleritualer end jeg er vant til?

Jeg spørger: 

  • Åbner i en julekalender hver dag? Nej, findes ikke

  • Ser i julekalender i fjernsynet? Nej, findes ikke

  • Har en et sterinlys der tæller ned? Nej, findes ikke

  • Adventslys i tænder hver søndag? Nej, findes ikke

  • Ses i hver weekend med jeres familie og bager brunkager? Nej

  • Lucia? Nej

  • Tager i 2-3 kilo på i december pga. en konstant tilbud om æbleskiver? Nej

  • Slankekur i januar? åbentbart ikke…

Jamen altså det gik jo allerede galt på Hawaii, de troede julemanden boede i Finland - suk!
Jeg er uden ord…..

Hvordan skal jeg nu komme i julestemning? Jeg har heldigvis et par tricks i ærmet - vi får af se om jeg lykkes. 

Jeg fortalte om den danske julekalender hvor tre mænd smager 24 forskellige juleøl. Selve øl-smagningen er filmet på én gang, men man ser kun en øl af gangen. Så man kan jo selv gætte deltagernes tilstand ved den 18. december. 

 Men ideen faldt ikke helt dårligt til. Så måske en ny øl hver dag? Måske er julen reddet?

Jeg skal kvalificeres til Cape Point Challenge

Det er ikke en tosset ide af dem som står for et løb der er så ekstremt som dette, at man måske lige burde kvalificerer sig inden man får lov til at starte.  

Jeg havde snakket med Pete, inden jeg tog herned. Det er ham der står for løbet, og min deltagelse til VM i år, burde kvalificerer mig.

Det var skønt, en stor lettelse. Der et kvalificeringstævne, dem det er 35 kilometer!!! Jeg kan slet ikke så langt endnu!

Jeg har snakket lidt med Anders og Lis og med Ian, en Syd Afrikansk elite roer…

Ak ja, så om få dage skal ro Cape Point Challenge kvalificeringsløb! 35 km med kravtid. Jeg SKAL nå de første 15km. i modvind inden 90 minutter eller mindre, jeg SKAL gennemføre, jeg SKAL helt enkelt overleve! Og jeg har først lige sat mig i en kajak igen i flere uger. Åå gud… 

ENGLISH

In September 2019, me and 13 others were at the World surfski Championships. A U23 paddler had entered the Danish national team. An Anders Hart, a South African and Danish citizen who was going to paddle for Denmark. It was really meant that Anders Hart and I should do a race in a double sourfski. And we therefore had to go out and practice a little, but just before we went out we found that Anders could not reach the race, because he had to fly early that Saturday and the start would go at. 14.00. I had to find another partner ... But, we decided, despite the negative news, that we would enjoy a trip anyway. And so it happened that Anders Hart lives in Cape Town, he has paddled the Cape Point Challenge several times, and has to do it again. And I could, if I wanted, come and train and live with him and his family!

And so it happened that I suddenly had a place to live in Cape Town and someone to train with. So here I live. With Anders, his little brother Olli, his mother Lis, father Rob, two dogs and two cats. Most importantly - I knew that I would come down to a safe base. A home that would look after me.

Piss and shit too - They don't have Christmas!

I'm a pretty big Christmas fan. Waking up December 1st makes me a little happy. I have a clear expectation that I will probably get my Christmas spirit even though I am in South Africa. I just keep Christmas the way they do here. They probably have no other Christmas rituals than I'm used to?

I'm asking: do you opens a Christmas calendar every day? No, does not exist Looking at Christmas calendar on television? No, does not exist Does one have a star candle that counts down? No, does not exist. Advent candles every Sunday? No, does not exist. See family every weekend and do baking? No Lucia? No. Gaining 2-3 kilos in December due to a constant supply of apple slices (danish chritmas cookie)? No. Dieting in January? obviously not ... Well, it was already wrong in Hawaii, they thought Santa Claus lived in Finland - sigh! I am without words… .. How should I get into the Christmas spirit now? Fortunately, I have a few tricks up my sleeve - we'll see if I succeed.

I told about the Danish Christmas calendar where three men taste 24 different Christmas beers. The beer tasting itself is filmed all at once, but you only see one beer at a time. So you can guess the participants' condition by December 18th.

But the idea went well in this house. So maybe a new beer every day? Maybe Christmas spirit is saved?

I need to qualify for the Cape Point Challenge
It is not a crazy idea of ​​those who stand for a race that is so extreme like this that one might just have to qualify before being allowed to start. I had talked to Pete before going down here. It is he who is responsible for the race, and my participation in the World Champs this year should qualify me. It was wonderful, a great relief.

There is a qualifier, it is 35 kilometers !!! I can't go that far at all! I've talked to Anders and Lis and Ian, a South African elite paddler ... as so… I have to Race… in a few days, the Cape Point Challenge qualification race is due! 35 km of claim time. I MUST reach the first 15km. in headwinds within 90 minutes or less, I MUST complete, I simply MUST survive! And I first just sat in a kayak again for weeks. Oh god…