Marts Åbner tilmeldingen!
23) December - Merry Christmas
Kære Alle skønne læsere
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg faktisk allerede var i Cape Town d. 25 November, at Cape Point Challenge var d. 15 november, og det nu er den 23 december, jeg har været i Danmark siden d. 20, klaret en julefrokost, kysset på kæresten, købt julegaver, spist brunkager til morgenmad, haft to arbejdsdage, og i dag skal de sidste ti timers arbejde gennemføres, men så er det den 24 december.
Det har været en stor glæde at kunne dele min rejse med jer. Jeg håber i lærte noget om Syd Afrika, om Surfski og nok også en hel del mere om mig.
Jeg har lært meget, også om mig selv.
Jeg er blevet meget inspireret ift. Mit stævne Amager Rundt, og virkelig indset hvor vigtigt Amager Rundt er, og hvor godt et koncept stævnet er. Amager rundt i Kajak er kommet for at blive!
Jeg vil nu lade julefreden falde og ønske jer alle en rigtig dejlig juletid og et lykkebringende nytår.
Jeg er hjemme, jeg er stadig helt varm i kroppen af alt den sol jeg har suget til mig og nyder hver en gråvejrsdag og tidlige mørke aftener.
Jeg siger det bare, Danmark er skønt.
Rigtig Glædelig Jul
/Emma
22) DECEMBER - guld og penge
Det var fire damer fra Syd Afrika der blev 1,2,3,4 og så kom jeg.
Top 5.
Top fem betyder mere end at det lyder godt. Top fem i damleklassen og top 10 i herrer klassen betyder at man får en guldmedalje, pengepræmier ( jeg vandt 1000ran, dvs. 500kr) men vigtigst for mig er, at jeg kom med på podiet. At stå sammen med nogle af de bedste roere i verden.
Jeg har kigget på tiderne. Der der var gode 18 minutter op til nr. 4, Bridgitte. Jeg startede ikke i deres led og så dem aldrig. Så ærligt, havde jeg gået efter at blande mig i top fire, havde roet alt jeg kunne, sikkert gået kold og kommet tilbage, så havde det ikke været nok til at blive top 4.
Vi er kun 9 damer, så der er ingen tvivl om at det som er mest badass er, at man er kvinde som har roet. Det undre mig der ikke er flere som mig!? Der er kvinder der ror, men nærmest altid i toer med en mand?
Efter stævnet var høj sol, frokost, og så begyndte baren og musikken at spille op til fest. Lad mig sige det sådan, jeg vil ikke kalde mig selv kedelig, og ja, jeg ville da gerne have det hele med. Men jeg tror at jeg allerede mentalt var på vej i et fly hjem til Danmark, vinter, jul og min veninder, familie og kæreste.
I morgen d. 23 kan mener det sidste afsnit i denne Cape Point Challenge Julekalender
Tak til jer der har fulgt med så længe. Vi ses til sidste afsnit i morgen!
21) december - Cape Point Swimming?
Enhver anden havde givet op, hvis de havde siddet i min situation. Faldet i og prøvet igen. Heldigvis var hajerne langt ude af tankerne, men jeg ville virkelig gerne OP.
Jeg kom op på andet forsøg, selvom det virkelig ikke burde være muligt! Jeg får for første gang kigget mig lidt op. En mand fra mit startled har siddet og ventet i sin Surfski ved siden af mig, en anden dobbelt Surfski har også valgt at holde pause indtil jeg var oppe igen.
Jeg fik helt ro i maven. Hold da op hvor gjorde det mig glad og tryg. Jeg kom til at tænke på at de fleste af disse deltager er livreddere, af en eller anden form og det var virkelig rart at tænke på!
Angie er foran mig, men jeg får indhentet hende og passere forbi. Manden fra mit startled er kommet foran 'fag ham Emma!'.
Jeg begynder at få kvalme. Jeg får det seriøst dårligt, men kan trods det stadig ro. Jeg vil først holde pause, når jeg er på stille vand igen. Jeg er sulten. Kun 3 km. Til stille vand. Det går frygteligt langsomt.
Endelig, efter 35 km. Kan jeg åbne min Sneakers bar, tage en bid og ro imens jeg rykker og resten ligger på lårene. Ny bid, tykke, æble juice. Men fy føj jeg har kvalme, måske er der for meget salt i min æble juice? Omkring 15 km. Hjem. 'Er det bedst at kaste op nu, så jeg ikke har bræk på tøjet i mål? Eller skal jeg bare skynde mig over mål, smile og kaste op på stranden?'.
Jeg får indhentet manden fra mit startled, jeg har ikke set Angie eller nogle af de andre piger, de er langsomt drysset af.
Med tolv kilometer igen forsvinder kvalmen. Der er små sidebølger, jeg elsker at surfe på skrå og har godt flow. 'Så Emma, ikke fejre for tidligt, du kan stadig nå at gå kold'. 10 km. Tilbage, 5, 3. ' nu kan det ikke gå galt'.
Jeg laver verdens mest amatør målgang hvor bølgerne vender min ski på tværs af bølgerne. Men det kan være lige meget.
Jeg gjorde det! Jeg havde lige roet 52 km, haft en fest, haft det sjovt og jeg tror endda jeg blev nr. 5?
20) December - Cape point Challenge
Starttidspunktet blev flyttet fra kl. 5:45 til 6:45. Og så endda flyttet til en strand tættere på hjem. Skønt.
Det går tjept ved ankomst. Båd af, vest på. En ven af familien, en Pernille fra Danmark var der som hjælper. Jeg elsker hjælpere! Det var så rart hun var der og kunne få mig sikkert gennem sikkerhedstjek; redningsvest, leach, Mobil med web tracking kørende - tjek.
Der var fem minutter mellem hver start, de første startede kl. 6:30. Vores start skulle frem. Vores start "one minut to start batch D". Vi gik ud i vandet, jeg fortsatte med at gå ud, der var en bølge linje der brækkede, jeg ville gerne nå at gå ud over den. "Ready go".
Vores startgruppe var ca. 25 personer. Jeg satte tempoet fra start. Alle lå på hænger af mig. 11,5 km/t. Nemt.
De første 40 minutter var det os fire damer som trak og satte tempo. Vi lå en en stor gruppe, herrerne bagved. Jeg tænkte tilbage på træningspassene på søen og tænkte at jeg måske skulle have gjort mig mere umage for at ligge i grupper og ro, for nu, med fladt vand gælder det om at suge sig fast til gruppen og ikke falde af.
Vi var snart tre damer tilbage med en lang hale af mænd. Vi holdt os ved kanten for at undgå sidevind.
Så kom tangskoven. Det hele blev lidt kaos. Jeg gjorde hvad jeg havde lært af Dawid. Find din vej igennem og ro hver gang en dønning skubber båden op over tangen.
Jeg kom bagerst i gruppen. Men det gjorde de andre damer også. Jeg får ikke spist efter 17 km. Som var min raceplan, men det er vigtigere at følge med gruppen.
Nu skulle vi over den store bugt. 9 km. Tværs over store modbølger, der bevæger sig forvirret rundt. Angie er foran mig. Jeg kan mærke vi ikke ror så hurtigt, men jeg har virkelig ikke lyst til at ligge derude alene og selv sætte en kurs. Jeg beslutter mig for at holde mig lige bag hende.
Vi nærmer os Cape Point, og der er et mylder af Surfski omkring os, men jeg kan ikke se den fandens gule bøje. Vi ror, og dønningerne viser tænder. Det er helt sikkert godt vi ikke skulle ro på den anden side af Cape Point i dag!
Jeg ser bøjen. Angie er foran mig, burde jeg prøve at overhæle? For at kunne sige jeg var første kvinde rundt om vendebøjen? Det er for meget arbejde, men i vendingen laver Angie en kæmpe bue, jeg laver en smart lille sag og kommer først rundt om bøjen.
Der er nu store meddønninger. Jeg er så glad for alle de Millers Run jeg lavede i ekstreme forhold!! Jeg får en dønning ca. 600 m. Efter vendebøjen, det er lidt satset. Dønningerne er så store at det er svært at ro hurtigt nok til at surfe på dem, dog giver de en godt skub, når det lykkes.
Jeg satser. Jeg bliver nervøs. Jeg falder i. Jeg har min væsketube i munden og føler jeg bliver kvalt i vand, jeg er he del mere forpustet en jeg troede og den sikkerhedsline jeg har om min ankel presser båden ned på siden. Jeg tjekker: jo, jeg har bølgerne i ryggen, men dønningerne giver mig ikke meget hjælp.
Jeg trækker vejret et par gange liggende i vandet, det var satans så forpustet jeg var.
Andet forsøg er bestemt ikke smukt, det er 100 fejlforsøg, jeg sidder knabt i båden, og alligevel er der noget i mig der siger, 'men Tænk nu hvis det lykkes?'.
19) DECEMBER - The Raceplan
Google Earth er mit favorit sted, når jeg skal planlægge ruter. Du kan se alt!
Noget jeg ved er, at jeg ror ikke med overskud, hvis jeg ikke ved hvor jeg skal hen.
Billede er af mit officielle rutekort. De forskellige delpunkter blev skrevet på mit lår.
Simons Town 5 km.
Millers 11 km.
Næste stendige 2-3 km
Over lille bugt 2-3 km.
Over Buffels Bay, det længste stræk 9-10 km. Åbent hav.
Vende efter 26,5 km.
Og så hjem!
Strategi:
Hold dig langs kanten og få så lidt sidevind som muligt.
Løbet starter først rigtig efter Millers (på vej hjem).
Jeg tjekkede startgruppe. Alle er fordelt i sin egen gruppe efter fart. Målet er at alle vender ude på det åbne "farlige" stykke samtidigt, men det stadig er den hurtigste der kommer i mål først. Jeg var kommet i D batch med 4 Andre damer kl. 06:45.
Der var fire damer til, de startede 7:00. Jeg gjorde noget nyt, jeg googlede faktisk de navne jeg ikke kendte. (En let opgave når der kun er 9 navne at holde styr på 😉).
Det var en god gruppe at komme i. Dem i min gruppe kendte jeg fra træningen på søen om morgenen.
På mit højre lår stod ruten. Samt den mad og drikkeplan jeg lavede. Mad efter 17 km. Og 27 km. Drik hver 20 min.
På mit venstre lår skrev jeg alt det der skulle hjælpe mig når fokus forsvandt. Det er primært navne på de piger jeg træner med og et par navne på folk fra fish hoek. Personer som jeg ville kunne fortælle "jeg gjorde virkelig mit bedste" når jeg kom ind. Der stod også "leg en leg" som var Nikki's råd.
Jeg kan blive enormt stresset når kvinder overhæler mig, og jeg måtte finde en løsning. Der var ca. 57 som skulle ro Cape Point Challenge I ener Surfski. Ca. 43 som roede i dobbelt Surfski, deriblandt også mix både. Dvs. Ca. 140 personer, og kun 9 er en kvinde i en enersurski. Jeg skrev på mit lår.
Kvinder - RESPEKT!
Når jeg så en kvinde ro derude, eller overhale, ville jeg ikke blive ufokuseret. Men tænke "vi er fandme gode, vi er fandme fucking seje at vi kan det her!".
Morgenmaden blev forberedt (chia, havregryn, rosin og mælk).
Nødderne, rosiner, Twix pakket i forreste rum på vesten.
Væske blandet og fyldt på drikkepose (æblejuice med noget salt i).
Ingen gel, ingen Maxim eller electrolytter, jeg kører old fashion food.
Jeg ved det virker. Det er ikke nu man prøvet noget nyt!
For i morgen er race Day!
ENGLISH
Google Earth is my favorite place for planning routes. You can see everything!
Something I know is that I don't paddle with good focus if I don't know where to go.
Image is of my official route map. The various sub stops were written on my thigh.
Simons Town 5 km.
Millers 11 km.
Next stones 2-3 km
Cross small bay 2-3 km.
Over Buffels Bay, the longest stretch 9-10 km. Open sea.
Turn after 26.5 km.
And then home!
Strategy:
Stay along the shore and get as little sideways as possible.
The race only starts right after Millers (on the way home).
I checked the starting group. Everyone is divided into their own group by speed. The goal is that everyone faces the open "dangerous" piece at the same time, but it is still the fastest to reach the finish line first. I got into the D batch with 4 other ladies at. 6:45.
There were four more ladies, they started at 7:00. I did something new, I actually googled the names I didn't know. (An easy task when there are only 9 names to keep track of 😉).
It was a good group to come in. Those in my group I knew from the training on the lake in the morning.
On my right thigh is the route. As well as the food and drink plan I made. Food after 17 km. And 27 km. Drink every 20 min.
On my left thigh I wrote down everything that would help me get focus. These are primarily the names of the girls I train with and a few names of people from fish Hoek. People i would like to tell "I really did my best" when I came in. There was also "play a game" which was Nikki's advice.
I can get extremely stressed when women pass me in races I have to find a solution. There were approx 57 who were going to paddle Cape Point Challenge in singel surfski. approx. 43 who paddled in double surfski, including mix boats as well. it means approx 140 people, and only 9 are a woman in a solo ski. I wrote on my thigh.
Women - RESPECT!
When I saw a woman out there, I would not become unfocused. But think "we're good, we're freaking cool that we can do this!".
The breakfast was prepared (chia, oatmeal, raisin and milk).
The nuts, raisins, Twix packed in the front room of the vest.
Liquid mixed and filled with drinking bag (apple juice with some salt in).
No gel, no Maxim or electrolytes, I run old fashion food.
I know it works. It's not time to try something new!
Because tomorrow is race Day!
18) december - Raceday or rest Day?
Vejrprognose ser ikke lovende ud! Det lader ikke til at vi skal rundt om Cape Point. Rygterne går, jeg høre mere og mere.
Sidste år havde været EKSTREMT. Selvom ruten blev lavet om sidste år, og kun gik på Cape points øst kyst havde det været sådan så eliten havde svømmet flere gange.
Sikkerhedstjenesten NSRI havde forlangt ruten forkortet under løbet, så man ikke skulle ro helt ud til Cape point, men vende før. Problemet i at gøre det under et løb er at nogen ikke vidste de skulle vende før og derfor alligevel roede ud i det voldsomme kaos ved Cape point.
Derfor er NSRI mere på vagt denne gang. Rygtet siger de ikke vil tillade at Cape Point Challenge skal gå på vestkysten i år. Dønningerne er for store og voldsomme. Der er allerede opgraderet i mantal af sikkerhedsbåde siden sidste år.
Da Cape point startertede i 1980, var der kun livreddere med. De roede i et par Speedo og intet andet. Nu vil alle og enhver ro, også tosser fra Danmark. Så nu man sikre sig at alle kan være med, også tosserne fra Danmark 😉.
Jeg lovede mig selv at ikke terpe ruten før den var officiel. Der var ingen grund til at lære en rute rundt om Cape, når vi formodentlig skulle ro noget andet.
Jeg laver ikke så meget. Fire dage til raceday og det er som om ingen laver noget. Alle hviler sig friske. Jeg tror aldrig jeg har haft så meget trænings og aktivitets pause før et løb før! Jeg er rastløs og mit humør bliver snart påvirket af jeg ikke får brugt min krop. Ryggen gør er ret generende og nyder ikke ligefrem inaktivitet.
Pling!
Ruten er blevet annonceret
Fra Fish hoek til Cape Point of tilbage. Det ligner 52 km i stærk fralandsvind, modvind og tang og stor dønninger ved Cape Point - ikke lige drømmesenariet.
Let the last preparation Begin!
ENGLISH
Weather forecast does not look promising! It doesn't seem like we're going around Cape Point. Rumors are going, I hear more and more.
Last year had been EXTREM. Although the route was redone last year and only went on the Cape Point east coast it had been so the elite had swam several times.
The NSRI security service had requested the route shortened during the race so that one should not go all the way to Cape Point, but turn before. The problem with doing it during a race is that not everyonbe knew they were going to turn before and therefore still paddled out in the violent chaos at Cape Point.
Therefore, NSRI is more vigilant this time around. Rumor has it they won't allow the Cape Point Challenge to go on the west coast this year. The swells are too big and violent. The number of safety boats has already been upgraded since last year.
When Cape Point started in 1980, only lifeguards were included. They rowed in a pair of Speedo and nothing else. Now everyone and everyone wants to paddle, even fools from Denmark. So now they have to make sure everyone can join in, including the fools from Denmark 😉.
I promised myself not to look and prepare myself for the route until it was official. There was no need to learn a route around the Cape when we were supposed to do something else.
I'm not doing much. Four days to race day and it's like nobody's doing anything. Everyone rests fresh. I never think I've had so much training and activity break before a race before! I am restless and my mood will soon be affected by not using my body. My back does are quite bothersome and do not exactly enjoy inactivity.
Pling!
The route has been announced
From Fish Hoek to Cape Point of return. It looks like 52km of strong offshore winds, headwinds and seaweed and large swells at Cape Point - not exactly the dream scenario.
Let the last preparation Begin!
17) DECEMBER - Adrenalin Junkie?
Nikki havde givet mig et råd inden Cape Town 'hvis du bare tager ud i det størst muligt, så ved du at du kan alt’
Så var det jo heldigt at Windy appen viste rød på vind de næste dage? Stuart og jeg var faktisk ved at baile ud fra at ro DW dagen efter, det var seriøst voldsomt! men tanken strejfede mig; Vil jeg ro ved stranden og blive tævet af bølgerne gang på gang, eller vil jeg ro en Downwind, hvor jeg kun skal ud EN gang og ind gennem bølgerne EN gang? Derfor blev det en Downwind fra Millers.
Vi var 12 i Millers Taxi, den minibus med trailer der kører shuttel fra klubben til Millers Point, hvor vi sætter bådene i. Der blev lavet en stemning i bussen; ’wow, never seen it this big’, ’ ich, dont get to close to shore’, værre og værre kommentar. Jeg bad dem i en sjov tone om at være lidt afdæmpende. En mand svarer ’don’t worry Emma, it is always much bigger when you are outthere… Idioterne i bussen, mig inklusiv vurderer vi sagtens kan tage den svære vej ud, så slemt er det jo ikke.
Jeg startede også med at blive grebet af en utrolig lettelse, da jeg endelig sad i båden - jeg skulle sådan tisse!
Så var det bare at ro mod og op og ned af bjerge og ud, indtil man var sikker på man ville få den rigtige linje, når man vendte sin båd. Jeg faldt i, kom nemt op - det føltes godt! Det var stort, det var ikke bølger, det var bjerge i alle retninger. Efter godt en time er jeg inde igen. Samtidigt med de andre, før de fleste andre? Hvad skete der lige for det? Jeg er et stort smil, shit pomfrit, nu kan jeg huske hvilken adrenalin junkie jeg var, da jeg var her sidst.
Jeg var så høj, havde ikke været bange på et eneste tidspunkt. Ja, det var stort, det var vildt, men jeg følte hele tiden jeg havde styr på det. Manden fra bilen spørger om jeg var bange, jeg må stolt sige kæmpe nej. 'I was' svare han, flere af mændene havde måtte baile flere runs, hvilket vil sige at tage fødderne ud over kanten på båden, sidde stabilt, men dermed ikke surfe med bølgen. 'sometimes I was just paddling to survive' another one commented'.
To dage efter.
Nu er vi 18 adrenalin junkier I bussen. Ingen har egentlig regnet med det ville blive stort. Men det er det, og der er mere vind. Du Skal virkelig holde fast i din pagaj, ellers flyver den af helvedes til.
Jeg er fuldstændig i kontrol. Sidste gang var jeg i kontrol, og ikke bange. Denne gang kan jeg se mange flere muligheder, jeg flyver over bølgerne. Det er helt latterligt fedt. Med 5 km. Hjem ændre bølgerne system, nu er det kun rene store Bjerne af bølger der kommer forbi. Jeg vil ikke vide hvor høje de er, 3-4 meter? Men jeg har styr på det. Det havde jeg altså ikke haft for to år siden, det var det med en følelse af at ro for at overleve, der nogle gange var min motivation ' hellere over bjergene end under bjergene Emma' - Emma 2017 Jeg kommer ned i en bjergdal, så jeg kun kan se en mur af hav forand mig, et bjerg halvt igang med at stige i højde, halv igang med at skabe en dyb dyb kløft imellem mig og den bølge bag mig, så sker det uventede. Tre smukke delfiner hopper i en treenighed gennem den ene bølger over i den næste blot 2 meter fra mig. Wow! Jeg griner. Jeg har ikke tid til photoshoot, men shit hvor jeg dyrker verdens sjoveste, vildeste, og fedeste sportsgren!
ENGLISH
Nikki had given me a piece of advice within Cape point challenge 'if you just go out to the worst, you know you can do everything'.
So was it lucky that the Windy app turned red in the wind the next few days? Stuart and I were actually bailing out to paddle DW the next day, it was seriously violent! but the thought struck me; Will I paddle down by the beach and be beaten by the waves time and time again, or will I paddle a downwind where I only have to go out once and through the waves once? Therefore, it became a Downwind from Millers.
We were 12 in Millers Taxi, the minibus with trailer that shuttles from the club to Millers Point, where we put the skiis in the water. A mood was created in the bus; 'Wow, never seen it this big', 'I dont get to close to shore', worse and worse comment. I asked them in a funny tone to be a little subdued. One man answers 'Don't worry Emma, it's always much bigger when you are outthere ... The idiots on the bus, including me, we estimate we can easily take the hard way out to Millers.
I also started off with an incredible relief when I finally sat in the boat - I had to pee!
Then it was just to paddle down and up and down the mountains and out until you were sure you would get the right line when turning your boat. I feel in, got up easily - it felt good! It was big, it wasn't waves, it was mountains in every direction. After about an hour, I'm back. At the same time with the others, before most others? What just happened to that? I’m a big smile, big fun, now I remember what adrenaline junkie I was when I was here last.
I was so high, hadn't been scared at one point. Yes, it was big, it was crazy, but I felt the whole time I was in control. The man from the car asks if I was scared, I must proudly say no. "I was," he replies, several of the men had to bail several runs, which means taking their feet over the edge of the boat, sitting stable, but not surfing with the wave. "sometimes I was just paddling to survive" another one commented.
Two days after.
Now we are 18 adrenaline junkies in the bus. No one really figured it would be big. But it is. You really need to hold on to your paddle, otherwise it will fly away.
I am completely in control. Last time I was in control, and not afraid. This time, I can see many more opportunities I am flying over the waves. It's absolutely ridiculous fantastic. With 5 km. Home the waves change, now only the pure Big Bear of waves is coming by. I don't want to know how tall they are, 3-4 meters? But I can control it. I hadn't had two years ago. Two years agoe it was with a sense of paddeling to survive, that sometimes my motivation was 'rather over the mountains than under the mountains Emma' - Emma 2017.
I come down a mountain valley, so I can only see a wall of sea in front of me, a mountain half going up in height, half going up creating a deep deep gulf between me and the wave behind me, then the unexpected happens. Three beautiful dolphins jump in a trinity through one of the waves into the next just 2 meters from me. Wow! I laugh. I don't have time for photoshoots, but OMG I truly think my sport is the world's funniest, wildest, and coolest sport - ever!
16) - SA not to bad, when with friends
Jeg har fået mere tid på havet, det er dejligt. Jeg har samtidigt gennemskuet at hjortetaksalt skal erstattes med noget nitrat soda halløj, for at brunkagerne bliver hårde. Jeg inviterer Ganny over til at bage julebag, hun har jo en lang årrække været gift med en dansk mand. Det blev til det man på ergoterapeutsprog kalder en betydningsfuld aktivitet, at bage brunkager med Granny og brunkagedejen blev lagt på køl. Granny kom med gamle kogebøger, på engelsk, men med danske opskrifter, også på brunkager.
Lis og Anders har taget med med til the Waterfront i Cape Town, hvor vi spiste is og så et kæmpe juletræ. Vi tog alle fem til Kirstenboch have, med picnic og hørte livemusik fra en stor udendørs scene. Lennert og Catrin tog mig med på vandretur til Table Mountain. Jeg ar bagte svenske lusiabullar vi nød i solen.
Jeg kan godt se der er noget magisk over det her! Over at være her. Syd Afrika har slet ikke vist sig at være så farligt, som sidste gang jeg var her. Jeg føler mig faktisk sikker jeg føler mig tryg. Jeg føler mig heller ikke så lænket fast som sidste gang, ikke så mistroisk.
Dog er der strømafbrydelse hele tiden pt. Det kaldes load shetting og er pretty much en ting der sker fordi det regner for meget en Johannesburg, deres kul bliver vådt, de har derfor ikke nok elektrisitet til hele befolkningen. Så nu skal hele landet deles om det der er, som gør visse områder er uden strøm, mens andre har strøm. Det er helt klart noget politisk der ikke køre her, noget jeg ikke vil gå nærmere ind i nu, men kan anbefale i googler. Så dagens tegning er lidt en joke for den Syd afrikanske tilstand pt. Og den danske for den sags skyld.
Da jeg var på Hawaii alene var jeg så klar til at tage hjem, hjem til Ditlev, blive hjemme, få et hus og kun tage på ferie i mit eget smukke land. Men jeg kan mærke at det virkelig gør noget at jeg er omkring mennesker hele tiden. At alenetid er et aktivt valg, og ikke som på hawaii hvor alenetid var den grundlæggende tilstand og de sociale relationer, der kun varede i få timer eller minutter var et tilvalg.
Jeg er måske slet ikke så færdig med at rejse? Men jeg er færdig med at rejse alene!
ENGLISH
I've now have more time at sea, that's nice. At the same time, I have realized that deer ‘hjortetaksalt’ needs to be replaced with some nitrat soda to make the danish christmas brown cookies hard. I invite Ganny over to bake Christmas cookies, she has been married to a Danish man for many years.
Graffy came with old cookbooks, in English, but with Danish recipes, also on brown cookiess.
Lis and Anders take me to the Waterfront in Cape Town, where we eat ice cream and see huge Christmas tree. All five of us go to Kirstenboch garden, have a picnic and hear live music from the big stage. Lennert and Catrin take me on a hike to Table Mountain. I am baking Swedish lusiabullar we enjoy in the sun.
I can see there is something magical about this! South Africa has not proved to be as dangerous at all as the last time I was here. I actually feel safe. Nor do I feel as chained as last time, not so distrustful.
When I was in Hawaii alone I was so ready to go home, go home to Ditlev, stay home, get a house and only go on vacation in my own beautiful country. But I can sense that it really matters that I'm around people all the time. That ‘alone’ is an active choice, and not like in Hawaii where ‘alone’ was the basic condition and the social relationships that lasted only a few hours or minutes were an option.
Maybe I'm not done traveling at all? But I'm done traveling alone!
15) DECEMBER - Ice Cold Water
Det blev atter en ny dag og jeg kunne vælge mellem af ro på havet med eliten eller ro med surfski skolen og alle de voksne motionister. Mit formål her er ikke at sige noget er bedre end noget andet. Mit mål er at jeg ser hvad det er jeg har brug for hernede og husker at være loyal overfor mig selv.
Denne morgen kunne jeg vælge mellem at ro med Eliten. Træneren ville fortælle ruten og alle ville suse på havet. Jeg ville stå på stranden, jeg er ikke så hurtigt ude som alle andre, og være efterladt for 16 km.
Så jeg valgte Surfski Skolen. Vi startede på bænke og Dawid og Nikki var dagens gæster. De fortalte om ruten til Cape Point Challenge, gav fif til at ro i modvind og i tang, og så tog vi ud. i fællesskab. Alle kunne være med, alle blev inkluderet. Nikki og Dawid råbte peppende ord derude. Der er ingen tvivl om at jeg var det rette sted.
Jeg fik lov til at ligge Lis surfski i klubben og skulle nu ikke være en byrde ift. at familien Hart skulle laste min surfski og køre mig hele tiden.
I supermarkedet blev der handlet forskellige bar, som skulle testes inden Cape Point Challenge. Det er faktisk svært at finde noget der ikke er diet, low carb pladder! Jeg er ved at teste nyt drikkesystem, tøj, sko, hat. Intet må være uafprøvet før stævnet!
Lennert fra Sverige fortæller en ond sandhed om løbet. Når vi starter, på den anden side af Cape Point, så er det ved solopgang, det er koldt i luften, og vandet er endnu koldere på den side vi slutter. Jeg frygter det! Hvordan kan man ro i 25 km. i Isvand og derefter 26 km. I hedebølge?
Rygterne går om ruten. Vejret ser ikke positivt ud. Sidste år var jo tæt på at være skandale. Jeg er glad for at jeg ikke skal være ansvarlig for det her løb. Når starten går, er der kun én vej – hjem. Der er ingen dækning af mobiltelefoner. Der er ingen steder at komme i land, der er få, de er svære at finde. Det er meningen at alle sendes af sted i forskellige heat efter tempo, så alle skal rundt om cape point samtidigt, ift. sikkerhed. Men lige nu er spørgsmålet også, kommer ruten overhovedet til at gå rundt om Cape Point? Det håber jeg!
Jeg er ligeglad med bølgerne lige nu. Jeg vil bare gerne ro rundt om Cape Point!
ENGLISH
It was yet another day and I could choose between paddling at sea with the elite or paddle with the surf ski school and all the adult exercise people. My purpose here is not to say anything is better than anything else. My goal is to see what I need down here and remember to be loyal to myself.
This morning, I could choose between paddling with the Elite. The coach would tell the route and everyone would be buzzing at sea. I would to be on the beach, I'm not out as fast as everyone else, and left for 16 km.
So I chose the Surfski School. We started on benches and Dawid and Nikki were the guests of the day. They talked about the route to the Cape Point Challenge, gave advice to paddle in the headwind and the seaweed, and then we took off. jointly. Everyone could join, everyone was included. Nikki and Dawid shouted motivational words out there. There is no doubt that I was the right place.
I was allowed to put my / Lis surf skiing in the club and now I should no longer be a burden as for the Hart family to load my surf ski and drive me all the time.
In the supermarket there were various bars that were to be tested before the Cape Point Challenge. It's actually hard to find something that is not diet, low carb chatter! I am testing new drinking system, clothes, shoes, hat. Nothing to be untested before the event!
Lennert from Sweden tells an evil truth about the race. When we start, on the other side of Cape Point, it's at sunrise, it's cold in the air, and the water is even colder on that side. I fear it! How to paddle for 25 km. Ice water and then 25 km. in heat?
Rumors are going about the route. The weather does not look positive. Last year was close to being scandalous. I'm glad I don't have to be responsible for this race. When the start goes, there is only one way - home. There is no cell phone coverage. There are nowhere to come ashore, few are hard to find. It is intended that everyone is sent off in different heat according to pace, so everyone has to go around cape points simultaneously, in terms of safety. But right now the question is also, will the route ever go around Cape Point? I hope so!
I don't care about the waves right now. I just want to roam around Cape Point!